OMV adjuvans i vacciner og autoimmune sygdomme

Af den 13/06/2013

HPVOgStivkrampe

Nyt studie forbinder OMV adjuvans i vacciner og autoimmune sygdomme.

En af de nyeste teknologier, der anvendes i produktionen af nyere udenlandske vacciner, indebærer anvendelse af ydermembranvesikler (på engelsk forkortet OMV). OMV er en form for sygdomsfremkaldende bakterier, der efterligner phospholipider og som findes naturligt i den menneskelige krop – de udgør samtlige cellers cellemembran og kan tilpasses vaccineadjuvanser.

Et phospholipid er en type af lipid – en fedtsyre. Dette faktum er bekymrende, idet fedtstoffer og olier er kendt for at være usædvanlig farligt, når det injiceres. Grunden til dette er stoffets lighed med kroppens normale væv, men at fedtstoffer normalt ikke trænger ind i kroppen gennem injektioner. Derfor kan et injiceret lipid ses af immunsystemet som en invaderende fjende. Og reaktionen på en invaderende fjende er selvfølgelig at skabe antistoffer mod den. Da lipider normalt findes i hele kroppen, er resultatet en autoimmun tilstand, hvor kroppen går til angreb på sit eget væv og langsomt kan begynde at nedbryde øjne, hjerte-karsystem, hjernen, nerverne, huden eller forplantningssystemet op indefra. Kort sagt kan enhver del af organismen potentielt blive angrebet.

Grunden til at OMV bruges i vacciner, på trods for det faktum, at adjuvansen kan forårsage fatale konsekvenser, er, at der i kroppen skal udløses en autoimmun reaktion, som resulterer i produktion af antistoffer. Dette er i sig selv ikke en let opgave, medmindre antigenet er en levende mikrobe, som kan forårsage en fuldgyldig sygdom. Derfor har svækkede eller dræbte mikrober traditionelt været brugt. Men sådanne mikroorganismer er ikke lette at producere og processen kan heller ikke forhastes. Så den moderne tilgang er at udnytte stumper af mikrober, eller endnu bedre, at dyrke disse bits gennem rekombinant DNA – det vil sige er genetisk modificeret – en metode der over sigt skal spare udviklerne for tid og penge. Men protein bits i sig selv ikke skaber meget immunrespons. Den gamle standard, aluminium, udførte ikke jobbet godt nok som bærer heraf; stærkere adjuvanser kræves til at indlede denne respons og det er så her OMV antigener og hjælpestoffer kommer ind i billedet. Disse phospolipider er ved at blive en del af de primære ingredienser i vacciner, en ny generations adjuvanter. Problemet med den nye teknologi, indeholdende genetisk modificeret DNA, er, at der ikke hidtil har været indhentet meget viden om dens effekt i kroppen. Men vacciner, der udnytter denne uprøvede teknologi, linkes nu til at forårsage en potentielt dødelig autoimmun sygdom, kendt som antiphospholipid syndrom (APS).

Vaccine model of antiphospholipid syndrome induced by tetanus vaccine

En anden autoimmun reaktion er set i lignende tilfælde. Sidst galt det adjuvansen ’squalene’, endnu et genetisk fremstillet DNA lipid, der mistænkes for at have ført til narkolepsi hos børn, der fik influenzavaccinen Pandemrix. Den samlede betegnelse for disse autoimmune syndromer, fremkaldt af vacciners adjuvanser, kaldes i forkortet betegnelse for ASIA (Autoimmun/autoinflammatorisk Syndrom Igangsat af Adjuvanter).

‘ASIA’ – autoimmune/inflammatory syndrome induced by adjuvants

De vacciner, som OMV anvendes i, omfatter udenlandske stivkrampe- og influenzavacciner. Den er også at finde i Cervarix, vaccinen mod human papillomvirus (HPV), som dog ikke distribueres i Danmark. Den HPV-vaccine der er at finde på det danske marked, Gardasil, anvender dog adjuvansen L-histidine, en aminosyre, som ligeledes er genetisk fremstillet og efter sigende agerer på samme måde som OMV og squalene. Hvad angår stivkrampevaccinen, har injektioner indeholdende OMV’ere og rDNA vist at forårsage blindhed, hjerte-karsygdomme, hovedpine og migræne, aborter, hudlidelser, sår, nekrose og neurologiske lidelser. Flere OMV-baserede vacciner er i øjeblikket i støbeskeen og vi kan derfor forudse, at der vil komme stadigt flere tilfælde af APS og andre autoimmune sygdomme i fremtiden.