WHO mener at obligatoriske HPV-vaccinationer bør være en mulighed, for at bekæmpe det stigende antal tilfælde af kræft.
Verden står tilsyneladende over for en eksplosiv stigning i kræfttilfælde ifølge WHO; det skriver Politiken. Det er endnu engang de sædvanlige syndere der bliver nævnt, bl.a. alkohol, sukker, fedt og tobak. Ikke et ord om skadelige kemikalier i vores fødevarer, sprøjtede afgrøder – eller den eksplosive stigning i medicin med tvivlsomme indholdsstoffer.
WHO advarer: Verden står foran en eksplosiv stigning af kræfttilfælde
Men som noget nyt nævner WHO, ifølge Politiken, citat: “flere obligatoriske HPV-vaccinationer” som en mulighed. Lad os her kort definere obligatorisk: “…noget man er forpligtet eller tvunget til.”
Det lyder ikke rart; tvungne HPV-vaccinationer? Flere af dem, hvor mange vacciner skal vi have? Hvem skal administrere det? Skal politiet banke på folks døre, med en kanyle i hånden? Hvorfor har Politiken ikke sat spørgsmålstegn ved tvungne HPV-vaccinationer? De seneste år er tilfældene af kræft steget, ifølge WHO vil det fortsætte de næste mange år. Samtidig er vacciner med indholdsstoffer som Polysorbat 80, aluminium, kviksølv, sodium borat, sulfater og L-histine, blevet en integreret del af vores sundhedssystem. Der er ikke det, man ikke kan blive vaccineret imod og der bliver flere og flere.
Et barn har på sin 12 års fødselsdag fået ikke mindre end 12 indsprøjtninger med vacciner:
4 x Di-Te-Ki-Pol/Act-Hib/Influenza B vaccine. 3 x PCV vaccine. 2 x MFR vaccine. 3 x Gardasil
Det er dog forudsat barnet ikke har været ude at rejse, så kan man typisk tilføje Hepatitis A & B vaccinerne, samt f.eks. vacciner mod Tyfus, Minigitis, Japansk Hjernehindebetændelse eller ja, det er næsten lettere at nævne sygdomme man ikke skal have en vaccination mod. Set i det perspektiv er det ikke videre betryggende, at WHO nu vil til at anbefale tvangsvaccination af verdens borgere, eller som de kalder det: “obligatoriske vacciner.” For den formulering er måske mere spiselig?
Skal det nu ikke længere være muligt at sige nej? Mener Politiken, at det er en selvfølgelighed, siden de ikke sætter spørgsmålstegn ved det?
