Det er ikke alle livmoderhalskræfttilfælde, der skyldes HPV. En ukendt andel af tilfældene har stadig ukendt årsag. Derfor kan man ikke vide, om HPV-vaccinen vil beskytte mod livmoderhalskræft eller ej.
I foråret udkom der et australsk studie om HPV-vaccinen i den prestigefyldte journal Lancet, som danske og internationale medier sædvanen tro videreformidlede med ukritisk begejstring. Studiet hedder The projected timeframe until cervical cancer elimination in Australia: a modelling study. Det fortæller, at man i Australien kan regne med, at livmoderhalskræft er elimineret inden for 20 år på grund af et effektivt vaccinationsprogram.
Studiet er udført ved at modellere, hvordan HPV-infektion spredes og opfører sig i befolkningen, hvor mange der er blevet vaccineret, og hvor effektiv HPV-vaccinen formodes at være. Det er grundlæggende den samme metode, sundhedsmyndighederne og Kræftens Bekæmpelse herhjemme bruger til at fortælle os præcis, hvor mange liv HPV-vaccinationsprogrammet vil redde 20 år inden, det har reddet et eneste.
De sensationsprægede overskrifter, om at vaccinen vil udrydde livmoderhalskræft i Australien, er overdrevne. Studiets forfattere regner ikke med en total udryddelse, blot et så lavt antal nye tilfælde, at sygdommen kan siges at være ”sjælden” eller ”elimineret”. Man regner således stadig med 1 nyt kræfttilfælde pr. 100.000 kvinder i 2034. Et fortsat godt fungerende screeningsprogram er også en forudsætning.
En af de største usikkerheder ved disse modeller har været ”viral type replacement”. Man kan frygte, at hvis vi vaccinerer effektivt mod én slags HPV, så kan andre typer, som vaccinen ikke virker mod, overtage dens plads og forårsage kræft i dens sted. Man mener dog ikke, at dette vil ske, og samtidig introducerer man vacciner, der beskytter mod flere HPV-typer. Den seneste HPV-vaccine fra Merck beskytter mod ni forskellige typer i stedet for fire.
Men der er en anden faktor, man ikke har taget højde for. Nemlig livmoderhalskræft forårsaget af andet end HPV. Mens vaccinen mod HPV var under udvikling omkring årtusindskiftet, fik man en stor interesse i at bevise, at HPV nu virkelig også var årsag til alle tilfælde af livmoderhalskræft. Der blev blandt andet udgivet et stort studie i 1999, hvor man omhyggeligt analyserede vævsprøver fra livmoderhalskræft over hele verden for at finde spor efter HPV-DNA. Dette studie konkluderede, at “HPV er en nødvendig årsag til livmoderhalskræft i hele verden”.
Denne konklusion blev cementeret i 2008, da Harald Zur Hausen fik Nobelprisen for at have opdaget, at livmoderhalskræft er forårsaget af HPV og dermed muliggjorde udviklingen af en vaccine.
Dette dogme har stået lige siden. Således udtaler hovedforfatteren til det australske studie professor Suzanne Garland i forbindelse med studiet, at HPV forårsager 99,9 pct. af alle livmoderhalskræfttilfælde. Det vil sige, at modellerne, hun har brugt til at forudsige eliminering af livmoderhalskræft forudsætter, at så godt som al livmoderhalskræft skyldes HPV.
Men tilsyneladende helt ubemærket er der begyndt at komme tvivl om postulatets korrekthed. I et stort verdensomspændende studie fra 2010, Human papillomavirus genotype attribution in invasive cervical cancer: a retrospective cross-sectional worldwide study, som også var medtaget i Cochranes store HPV-vaccine gennemgang, kunne man kun finde spor af HPV i 85 pct. af tilfældene. Det vil sige, at i 15 ud af 100 livmoderhalskræfttilfælde var årsagen ukendt.
I et andet, mindre verdensomspændende studie fra 2014, HPV prevalence and genotypes in different histological subtypes of cervical adenocarcinoma, a worldwide analysis of 760 cases var det ca. 8 pct. af vævsprøverne, der var HPV-negative.
I Australien, hvor Lancet-studiet om eliminering af livmoderhalskræft blev lavet, gætter man på, at op til 10 pct. af livmoderhalskræfttilfælde af undertypen adenocarcinomer kan være HPV-negative – altså forårsaget af noget andet.
Det amerikanske Centers for Disease Control, der er toneangivende på verdensplan angående epidemier, anslår, at ni pct. af livmoderhalskræfttilfælde i USA har en anden årsag end HPV.
Dette rejser mange spørgsmål. For eksempel, hvordan kan to store verdensomspændende studier komme til så forskellige konklusioner? Det ene konkluderer, at HPV er indblandet i alle tilfælde af livmoderhalskræft, det andet kan kun påvise, at HPV er indblandet i 85 pct. Var man for ivrig efter at gøre HPV til en nødvendig årsag til livmoderhalskræft i forbindelse med markedsføringen af HPV-vaccinen? Eller ser vi i stedet for ”viral type replacement” (skift til andre dominerende HPV-typer som årsag til kræft) begyndelsen til en ”causal type replacement” (et skift til helt andre årsager end HPV)?
Hvordan kan man overhovedet vide, at det enkelte kræfttilfælde skyldes HPV? Som det er nu, går man uden videre ud fra, at hvis man kan finde spor af HPV-DNA i kræftvæv, så må det være årsagen til kræften. Men det kan lige så godt være, at kræften havde en anden årsag, og at tilstedeværelsen af HPV var tilfældig. Man skal huske på, at HPV-infektion er meget almindelig, vi vil næsten alle sammen teste positiv for en eller flere typer på et eller andet tidspunkt i vores liv.
Og hvad med de modeller, forskere og myndigheder bruger til at forudsige eliminering af livmoderhalskræft? Hvis et ukendt antal af livmoderhalskræfttilfælde har ukendte årsager, så er grundlaget for modellerne forsvundet, og forudsigelser som dem i det australske Lancet-studie er ikke mere pålidelige end vejrudsigten for næste år.
