Uddannelses- og Forskningsministeriet hylder lægemiddelindustriens nyeste helt.
Ligesom Hollywood har deres Oscars og musikindustrien har deres MTV Awards, så har forskningsindustrien også forskellige priser, hvis formål er at lave reklame for sig selv. En sådan pris er Uddannelses- og Forskningsministeriets forskningskommunikationspris.
Prisen hviler på en antagelse om, at det er exceptionelt svært at forklare videnskabelig forskning til almindeligt begavede mennesker, og vi kender alle til mindst et eksempel, nemlig vanskeligheden ved at forklare mødre til vaccineskadede børn, at vacciner er et ubetinget gode og en moralsk pligt for alle. Man gør det derfor til en heroisk gerning ikke bare at forske i sygdomme, men også at kunne forklare til den almindelige befolkning, hvor heroisk man selv er.
I år er prisen for at være dobbeltheroisk gået til Lars Østergaard, overlæge på Aarhus Universitetshospital og professor ved Aarhus Universitet. ‘Han Kæmper mod HIV og Ebola’, står der i gårsdagens avisoverskrifter. Vi må tro, at på trods af sit gemytlige ydre er Lars Østergård hver dag låst i et dødbringende favntag med disse to formidable virusser, som var det Herkules og den nemæiske løve.
Overlæge får pris: Han kæmper mod ebola og hiv
Lars Østergårds livsmål er at finde en vaccine imod HIV, forklares det videre. At det hidtil har været en komplet fiasko er mindre vigtigt, Lars Østergård har åbenbart formået at kommunikere fiaskoen på en medrivende måde, der har sikret ham en masse forskningsmidler.
Hvori består Lars Østergårds 12 bedrifter ellers? I pressemeddelelsen fremhæves det blandt andet, at han via sociale medier har hjulpet medicinalgiganten Pfizer med at overtale danske børn til at deltage i forsøg med en eksperimentel meningitisvaccine. Den vælger vi at lade stå uden kommentarer…
Vi har på redaktionen ledt efter eksempler i medierne på Lars Østergårds evner til at kommunikere medicinalindustriens budskaber også til folk, der allerede er blevet myndige. I Jyllandsposten fra 21. oktober sidste år fandt vi således en formaning til den ebola-ramte norske læge Silje Lehne Michalsen om at ‘huske beskyttelsesdragten’, hvis hun agtede at vende tilbage til Afrika. Dette i modsætning til de lokale ebola-overlevere, de såkaldte ‘Afrikas engle’, som man ikke har noget imod at sende ind igen for at pleje de syge uden beskyttelsesdragt. Ak, ja, hvad ville helte være uden engle?
Lars Østergård fortæller os, at beskyttelsesdragten er vigtig (for hvide mennesker), fordi hver region har sin egen ebola-virusstamme, og hver stamme muterer hele tiden, så man kan risikere at blive smittet med forskellige ebola-virusser i det uendelige. Men det stopper ikke her, for i modsætning til almen børnelærdom om virusser, advarer Lars Østergård os også om, at antistofferne mod ebola-infektion kan forsvinde, således at man kan blive syg af den samme ebola-virus flere gange. Han mener dog, at risikoen er lille, hvis Silje Lehne Michalsen ikke bliver i Afrika for længe.
Vi begynder nu at forstå, hvorfor der fra visse sider bliver sat pris på Lars Østergårds evne til at formidle det maksimale skrækscenarie, og ser frem til hans næste bedrift, som måske kunne være at finde børn, der kunne tænke sig at prøve en eksperimentel, multivalent ebola-vaccine (indeholdende alle de forskellige ebola-stammer), der som de stort set ineffektive influenza-vacciner skal fornys hele tiden for at følge med både den muterende virus og de på mystisk vis forsvindende antistoffer.
