I et debatindlæg i Politiken den 2. december kunne man læse, at Sundhedsstyrelsen måtte dementere en anklage fra HPV-Update om, at de skulle have betalt en række kendte sundhedsbloggere for at føre befolkningen bag lyset, som en del af kampagnen for HPV-vaccinen. Forfatterne David Budtz Pedersen og Lars Luge Thomassen beklager sig endvidere over, at konspirationer og personangreb (udelukkende fra kritikernes side naturligvis) har erstattet den saglige debat.
Pedersen og Thomassens personangreb på HPV-Update (dvs. Mette Kenfelt) er dog fake news. Kenfelt anklager ikke nogen bloggere for at være blevet betalt, og da slet ikke betalt for bevidst at føre folk bag lyset. Rygtet er startet af bloggerne Stinus Lindgreen og Morten Elsøe, der ikke brød sig om, at de i en aktindsigt var blevet taget med fingrene i Sundhedsstyrelsens kagefad (bogstaveligt talt), og er derefter blevet spredt på grund af Lindgreen og Elsøes gode forbindelser bl. a. til redaktører på Politiken og Sundhedsstyrelsens top.
Men der findes unægteligt konspirationsteorier, mistanker om betalt reklame for HPV-vaccinen og vildledende information fra myndighedernes side. Spørgsmålet er, om de er helt ubegrundede? At Lindgreen og Elsøes falske beskyldninger for at dække over sig selv kan spredes både til medier og Sundhedsstyrelsens top er i sig selv god grobund for mistanke om konspirationer, der skal føre befolkningen bag lyset. Men hvad med de tungere aktører i StopHPV-kampagnen? Er de alle blot ude i et sagligt oplysende ærinde? Lad os som eksempel tage Charlotte Floridon, en af kampagnens lægefaglige strateger.
Charlotte Floridon er formand for praktiserende speciallæger i gynækologi (DFKO), og hun repræsenterer foreningen i den igangværende multimillioner-kroners reklameindsats for HPV-vaccinen. DFKO er i sagens natur en tung aktør, når det gælder livmoderhalskræft, og den nylige aktindsigt i StopHPV-kampagnen har også givet os lidt indsigt i Floridon og DFKO’s arbejdsmetoder. Vi vender tilbage til aktindsigten, lad os først se nærmere på, hvad Charlotte Floridon siger om målgruppen for HPV-vaccinen på sin hjemmeside:
Kort sagt mener Floridon, at alle skal vaccineres uden undtagelse – også selvom mange danske læger påpeger, at vaccinen i USA ikke anbefales til kvinder over 26, da den anses for at have lille eller ingen gavn, og danske kvinder over 18 år skal selv betale for den dyre vaccine. Hun bagatelliserer mulige bivirkninger, mens hypotetiske gavnlige virkninger på kræft andre steder end i livmoderhalsen fremhæves, på trods af at de ikke anses som bevist af Sundhedsstyrelsen.
Floridon har tydeligvis et helt enøjet fokus på at maksimere salget af HPV-vaccinen, skønt Etisk Nævn tidligere har uddelt bøder for den slags misvisende anprisninger med følgende begrundelse:
Reklamen anvender en række udsagn af anprisende karakter vedr. Gardasil, som er formuleret uden henvisning til lovligt kildemateriale (produktresumé eller videnskabelige artikler). Således er anprisningerne som ”HPV vaccination har god effekt hos kvinder op til mindst 45 år” og udsagn, som indikerer forbedret livskvalitet og effekt mod f.eks. kræft i mandler og tungerod, anført uden dokumentation til lovligt kildemateriale.
Charlotte Floridon er nok selv klar over, at hun bevæger sig på grænsen at det lovlige, for da det blev nævnt på sociale medier, at hun reklamerede for, at HPV-vaccinen er effektiv mod brystkræft, fjernede hun den passage, så den ikke længere er at finde på hendes webside. Men der er heller ikke hverken en forklaring eller en undskyldning til de kvinder, der måske er blevet overtalt til at bruge flere tusind kroner på vaccinen på baggrund af Floridons helt unuancerede anprisninger.
Charlotte Floridon og DFKO’s engagement i StopHPV-kampagnen er også meget entusiastisk, og bevæger sig i nogle gråzoner for nu at sige det mildt. I mails frigivet via aktindsigt fra Floridon til topfolk inde hos Sundhedsstyrelsen og repræsentanter for andre involverede foreninger praler Floridon med, at hun er ”indsat i de lukkede antivaxx-netværker” via ”kontakter”.
Grunden til at de omtalte netværk er lukkede er, at unge piger, der er blevet invaliderende syge, umiddelbart efter modtagelse af HPV-vaccinen, gerne vil have et sted, hvor de kan føle sig trygge ved at udveksle erfaringer og bekymringer med ligesindede. Floridon finder det tydeligvis etisk uproblematisk at infiltrere disse grupper med agenter, der har skjulte, endda fjendtlige dagsordener, og som rapporterer tilbage til hende personligt. Hun gør det endvidere klart, at det ikke kun er hende, der kører disse spionnetværk. I en mail skriver hun således:
Vi ser, at Floridon her henvender sig til en anden/andre overvågningsgruppe(r), men også at hun mener, hun kan bidrage med at spore visse navngivne piger, der åbenbart har særlig bevågenhed. Vi ser også, at alle disse grupper, inklusive de nævnte piger og Landsforeningen HPV-Bivirkningsramte, konsekvent bliver kaldt for ”anti-vaxxere”. Sådan opererer man altså inde hos sundhedsmyndighederne, på trods af at der er tale om familier, der har fulgt sundhedsmyndighedernes vaccinationsprogrammer.
Hvad mon der ville ske, hvis T og S henvendte sig til David Budtz Pedersen og Lars Luge Thomassen og fortalte, at de var blevet overtalt til at få HPV-vaccinen med vildledende løfter om beskyttelse mod alt fra mandel- til brystkræft uanset alder? Hvad ville der ske, hvis de luftede en teori om, at de blev overvåget i det skjulte af agenter udsendt af formanden for DFKO, som i tur konspirerede med andre grupper tilknyttet sundhedsmyndighederne om at udvikle strategier imod dem? Pedersen og Thomassen ville uden tvivl smile overbærende og bruge T og S som eksempel på, hvordan den saglige diskussion i samfundet på beklagelig vis er blevet erstattet af absurde konspirationsteorier, umotiverede personangreb og uberettiget tab af tillid til myndighederne.
Men det ville være T og S, der havde ret, og det ville være professor David Budtz Pedersen og hans fashionable teorier om det postfaktuelle samfund, der havde brug for et reality-tjek.