Udredning ved mistanke om bivirkninger efter HPV-vaccinen

Af den 26/03/2015

Det ser endelig ud til at der begynder at komme nogle fornuftige tiltag, til gavn for dem som har mistanke om bivirkninger efter HPV-vaccinen.

Sent i går aftes kom det frem, at Danske Regioner senest den 1. juni 2015 indfører et nyt og bedre behandlingstilbud for piger, der oplever, at de har fået bivirkninger efter HPV-vaccinen.
Formanden for Danske Regioners Sundhedsudvalg, Ulla Astman, udtaler til TV2, at de har lyttet på de mange piger, som utallige gange bliver sendt frem og tilbage i systemet og mener, at det er utilfredsstillende for den enkelte pige, der skal igennem det. De vil derfor fremadrettet sikre, at den praktiserende læge kan henvise til et sted i hver region, ”så vi har det, man kalder én indgang, som derefter har ansvaret og er tovholder for pigen og de undersøgelser hun skal igennem”.

Regioner erkender: Mere hjælp til vaccinerede piger

”Ifølge Ulla Astman giver det nye, samlede ansvar i regionerne bedre muligheder for at indfange specialiseret viden om patientgruppen. Der etableres et fagligt netværk mellem de involverede afdelinger på tværs af landet, så de kan udveksle erfaring og ekspertise på et område, man i dag har sparsom viden om.”, skriver Politiken i dag.

Efter voldsom kritik: Hjælp på vej til unge kvinder med smerter efter vaccine

Allerede for to dage siden, den 24. marts, blev et helt nyt tilbud offentliggjort på sundhed.dk for området Region Midtjylland: ”Ny mulighed for udredning og behandling af patienter, hvor der er mistanke om, at deres symptomer kan være bivirkninger opstået efter HPV vaccination” lyder det.

Videre i teksten står der, at ”almen praksis [kan] henvise patienter til Diagnostik Center på Regionshospitalet Silkeborg, hvis patienterne, efter primær vurdering/udredning i den for symptomet relevante afdeling, fortsat har alvorlige og uforklarlige symptomer. Symptomer som lægen vurderer kan skyldes HPV vaccinen. Diagnostisk Center vil samle op på hidtidige undersøgelser og fortsætte udredningen af patienterne. Alle, som har modtaget en vaccination, kan henvises, uanset alder.”

Det oplyses yderligere, at der fra januar 2009 til september 2014 var 283 anmeldelser af alvorlige bivirkninger i hele Danmark samt at der alene i 2013 var 177 anmeldelser af alvorlige bivirkninger. ”Den store stigning skyldes, at der i 2013 var en del presseomtale af bivirkninger ved vaccinen og det fik flere patienter til at henvende sig”.

HPV vaccine – udredning ved mistanke om bivirkninger

Med den kommende mediedækning kan vi derved også vente endnu en stigning i antallet af indberetninger, så det tilbud kommer bestemt ikke for sent.

Opdatering den 29-03-2015:

Region Syddanmark meldte den 26. marts også ud, at “Syddanske piger, der har symptomer, som mistænkes for at være bivirkninger af HPV-vaccinen, kan få hjælp på H.C. Andersens Børnehospital i Odense. Her har en specialeansvarlig overlæge fået ansvar for at opsamle og formidle viden omkring HPV-vaccinen og eventuelle bivirkninger”.

Hjælp til HPV-vaccinerede piger

Her er en samlet oversigt over de hospitaltsafdelinger, der fremover skal hjælpe med udredning og mulig behandling for piger, der mistænker at have fået bivirkninger efter HPV-vaccinen:

Region Hovedstaden: Synkopecentret, Frederiksberg Hospital
Region Midtjylland: Diagnostisk Center, Regionshospitalet Silkeborg
Region Syddanmark: Pædiatrisk Afdeling, Odense Universitetshospital
Region Nordjylland: Pædiatrisk Afdeling, Ålborg Universitetshospital
Region Sjælland: Pædiatrisk Afdeling, Roskilde Sygehus

Regionerne: Her kan piger med hpv-bivirkninger henvende sig

Logo

Abonner på vores Nyhedsbrev –
Subscribe to our Newsletter