Mistanke om alvorlige bivirkninger i Schweiz

Af den 05/11/2014

Et af de største medier i Schweiz bragte i onsdags et 11 minutters langt indslag om mistænkte alvorlige bivirkninger ved HPV-vaccinen.

Oprindeligt er HPV-vaccinen blevet indført i samtlige lande verden over for at skulle beskytte mod livmoderhalskræft. Men nu beretter de schweiziske medier om, at der også kan forekomme alvorlige bivirkninger efter vaccination, eksempelvis multipel sklerose. På trods af mistanken om en sammenhæng mellem vaccination og alvorlige bivirkninger, fastholder regeringen dog stadig sin anbefaling af HPV-vaccinen.

Programmet Rundschau følger i udsendelsen schweiziske Jessica Mühlethaler. For hende begyndte mareridtet, da hun som 17-årig modtog HPV-vaccinen og kort derefter mistede synet. Hun blev kørt på hospitalet, hvor hendes syn kom tilbage af sig selv, men diagnosen var ødelæggende: Hun fik konstateret multipel sklerose – en uhelbredelig autoimmun sygdom. Jessicas forældre rapporterede hændelsen til Swissmedic, den schweiziske tilsynsmyndighed for lægemidler og medicinsk udstyr. Forældrenes mistanke lød på, at HPV-vaccinen havde udløst denne alvorlige sygdom.

Rudolf Stoller fra Swissmedic kan ikke udelukke sammenhængen, idet der er en klar tidsmæssig sammenhæng. Han angiver dog ikke, hvorvidt vaccinen forårsagede sygdommen: “Vi har vurderet det som muligt”. Men som Swissmedic ser det, overgår fordelene ved vaccination risikoen betydeligt. Der er imidlertid indberettet 164 sager om uønskede bivirkninger efter vaccinen Gardasil, siden den blev godkendt i 2006. Mest berørt er nervesystemet. Ud af de indberettede bivirkninger er 62 klassificeret som alvorlige.

Det schweiziske Federal Office of Public Health (BAG) oplyste dog ikke om disse alvorlige bivirkninger i deres vaccinationskampagne, hvor de rådgiver alle piger til at blive vaccineret mod HPV. For Jessica og forældrene er anbefalingerne fra BAG velkendte. Men set i bakspejlet spørger Jessica sig selv: ”Hvorfor fik jeg lige denne vaccine?”.

Jessicas sag er desværre ikke enestående. I Frankrig er den 18-årige Marie-Océane Bourguignon også blevet syg efter HPV-vaccinen og har fået konstateret multipel sklerose. I Frankrig undersøger en statslig sundhedskommission de sager, der involverer alvorlige bivirkninger. Herunder også Bourguignons tilfælde. Kommissionen har konkluderet, at vaccination med Gardasil tilsyneladende har udløst eller accelereret sygdommen ved Marie-Océane. Hendes familie har sammen med 54 andre familier lagt sag an mod det franske agentur for lægemiddelsikkerhed samt mod producenten af HPV-vaccinen Gardasil, Sanofi Pasteur MSD (Merck).

Medicinalfirmaet benægter enhver forbindelse mellem vaccinen og bivirkninger og skriver til det schweiziske program: ”Hos Gardasil-vaccinerede piger er der ikke observeret en øget forekomst af multipel sklerose”.

I andre lande har der længe været kritik af vaccinen Gardasil: I Japan har sundhedsmyndighederne, efter flere tusinde indrapporteringer om bivirkninger, besluttet, at de ikke længere anbefaler HPV-vaccinen. I USA har 259 søgt om kompensation efter alvorlige bivirkninger fra HPV-vaccinen. Af disse omhandler 12 af sagerne dødsfald. 73 sager er indtil videre blevet anerkendt og ofrene har modtaget erstatning. Det er bl.a. den amerikanske organisation, Judicial Watch, der har været med til at få åbenhed om disse tal.

Den tyske børnelæge, Steffen Rabe, er også kritisk overfor HPV-vaccinen: “Vaccinen er tvivlsom, fordi vi indtil nu ikke har set et eneste bevis for, at selv ét tilfælde af livmoderhalskræft har kunne forhindres af HPV-vaccination i hele verden”. Merck henviser i den forbindelse til en undersøgelse fra Australien: “Især i Australien, hvor en tidligt, høj vaccinationsrate af unge piger blev nået, ses der gode resultater”. Men Steffen Rabe kender udmærket tallene fra Australien: “Undersøgelsen viser kun, at vaccinen forebygger kønsvorter, og dermed er forebyggelse af livmoderhalskræft ikke vist”. Han understreger, at forebyggelse af kønsvorter ikke kan retfærdiggøre den risiko, der er forbundet med vaccinen. Merck skriver afsluttende, at nedgangen i kønsvorter er af stor interesse, fordi det således er blevet påvist, at vaccinen virker som planlagt: “Således kan en tilsvarende effekt på forskellige former for kræft (herunder livmoderhalskræft) forventes”.

Spørgsmålet er så, om vi nogen sinde får det endelige svar på, om vaccinen virker efter hensigten eller ej.

SRF: Verdacht auf schwere Nebenwirkung bei Krebsprävention für Mädchen