For et par uger siden modtog vi en mail fra en pige, der stillede os et godt spørgsmål: Hvad gør vi som har fået vaccinen?
Vi har her fået lov til at dele hendes brev, der meget godt beskriver, hvordan det er at have modtaget HPV-vaccinen og konstant leve i uvidenhed om vaccinens konsekvenser.
Hej. Jeg er en pige på 25 år og fik vaccinen for ca. 2 år siden. Jeg føler ikke nogen alvorlige bivirkninger, men kan mærke at jeg ofte døjer med maveproblemer og har omlagt min kost til fedt- og sukkerfattig, og markant flere grøntsager. Dermed ikke sagt at jeg tror at det er vaccinen der står bag, men jeg føler mig ikke som den samme mere. Mit hoved føles også anderledes. Jeg er ikke længere så skarp som jeg nu engang følte at jeg var. At være den dygtige og kloge er en del af min identitet, og nu hvor jeg glemmer ord der engang var hverdag for mig, er jeg ikke længere speciel.
Jeg skriver fordi at jeg føler mig snydt. Snydt af systemet, af min læge og af min selv. I starten var jeg modstander af vaccinen, mest fordi jeg bedst kan lide det naturlige, men blev senere overtalt af mine nærmeste fordi de var bange for at jeg kunne få livmoderhalskræft. Denne risiko så jeg ikke for at være særlig høj, men bukkede desværre under for (tids)presset, hvilket jeg så inderligt fortryder i dag. Jeg føler mig som et offer for medicinal industrien, bl.a. fordi min egen læge svarede da jeg spurgte “er det her sikkert? Er den her nye vaccine gennemtestet?” og lægen svarede “ja”.
Jeg stolede blindt på min læge, men ej gør jeg længere. Nu har jeg skiftet læge af flere årsager, men det er lige vidt.
Hun tror heller ikke på mig når jeg kommer med de mindste bekymringer, og får mig til at føle mig så lille som en mus når jeg sidder i stolen. Så meget at jeg endda føler at jeg ikke burde sige noget, for ellers tror hun bare ikke på mig, og giver passivt udtryk for dette med små hentydninger. Det er ikke en rar følelse.
Når jeg gang på gang ser nye artikler i medierne om nye hårrejsende fund angående vaccinen, falder der en klump i halsen, efterfulgt af et sug i maven.
Jeg ville ønske at der var noget jeg kunne gøre. Mine bivirkninger er heldigvis ikke så slemme som visse andre ofre har måtte gennemleve, men jeg føler mig forrådt af systemet som det ellers var meningen jeg skulle stole på, og jeg kan intet gøre. Lægerne står ikke til ansvar, hvem står så til ansvar? Min mest intime og troværdige vejleder, min læge, har svigtet mig, men igen det var mit eget valg, desværre.
Nu er der ingen jeg kan gå til for erstatning eller forståelse, og med denne bitre følelse jeg sidder forladt med, angrer jeg mit valg så inderligt.
Godt at I oplyser folk, det ville jeg ønske nærmest bare var et obligatorisk fag i sig selv i skolen, og ikke bare i det kostbare liv.
